Religion

Dervish-ritualet

Dervish kommer fra nypersisk og er lig med en fattig eller en tigger. Dervisher er medlemmer af et sufibroderskab. Medlemmerne hertil har givet afkald på sanselig nydelse til fordel for et åndeligt liv. Her er askese et væsentligt fænomen, da dette er et begreb, der betyder at øve sig og dette betyder i reglen, at det religiøse menneske går ind for det åndelige liv. Målet for sufien er den ekstatisk-mystiske udslettelse af ens fysiske jeg (fana) gennem årelang indøvelse af sjælen.

Dervish i praksis går ud på at udtrykke menneskets eksistentielle fattigdom – i gamle dage gav sufien afkald på privatejendom, ære o.l. Disciplinen førte til, at ordenerne begyndte at arrangere mere eller mindre afslappende foranstaltninger med musikledsagelse, som med musik og dansebevægelser skulle føre dem til en ekstatisk-lignende tilstand.

Mere generelt udøves ritualer for at gå fra én tilstand til en anden (fx ikke-døbt til døbt). Dervishers mål er altså at nå den ekstatisk-ligninende tilstand. Et ritual består groft af tre faser: initialfasen (udskillelsesfasen), liminalfasen (det centrale omdrejningspunkt) og inkorporationsfasen (genoptagelsesfasen). I initialfasen markeres den startende tilstandsændring ved, at deltagerne udskiller sig (fx ved at tage andet tøj på eller bruge effekter, der skiller sig ud). I liminalfasen sker selve tilstandsændringen, hvor deltageren går fra én tilstand til en anden – her er klimaks. I finalfasen kan deltageren igen indgå i samfundet, hvorfor man hun igen tager almindeligt tøj på og også visuelt ligner den, man var før. Nu er man altså blevet ”en anden”.

På restauranten i Istanbul kom de dervishske musikere ind i meget specielt tøj, hvilket sammen med den særegnede musik dannede rammen for initialfasen. I denne fase fandt dervishen sin indre styrke og gjorde sig mentalt klar til at udføre ritualet. Under liminalfasen spillede musikken og dervisherne dansede for Allah. Liminalfasen kan groft sagt deles op i yderligere 4 faser: I første fase gælder det for dervishen om at vende sig mod gud – altså at forberede sig om at opnå kontakt med Allah. Anden fase gælder om at være med gud, som går over i tredje fase, hvor det handler om at være i gud. Endelig er der fjerde fase, hvor dervisher kommer tilbage fra gud. Da det er svært at definere disse fire faser ud fra dervishers fysisk udfoldende, er det lige så svært at definere skillelinjerne hér. Liminalfasen syntes da at være godt overstået, da dervisherne begyndte at slappe mere af og gå over i inkorporationsfasen, hvor de takkede af og gik ud igen for at skifte til mere almindeligt tøj. Her var ritualet altså slut, og deltagerne kunne gå forandrede ud af bygningen.

Som en kort konklusion skal nævnes, at dervisherne tilnærmelsesvis gjorde det, vi havde forventet fra dem, hvis man altså kigget på selve udformningen af ritualet. Af de 4 elementer af liminalfasen kan nævnes, at dervisherne også fysisk vendte sig mod gud i starten af ritualet, hvor de satte sig på nogle lammeskind.

Metodemæssigt er religionssociologien og religionspsykologien brugt i sammenhæng på den måde, at vi har studeret den religiøse adfærd under religionspsykologien og sat dette i perspektiv med fortidens fremstilling af dervish under religionssociologien.

Ritualet er gennemført som tidligere beskrivelser antyder. Noget, der er tilføjet til nutidens opførelse, er effekter som lys og mikrofoner. Alligevel må man konkludere, at ritualet følger de essentielle elementer af et ritual i teoretisk forstand, hvilket kun er at forvente af sådanne enormt religiøse mennesker, der ligefrem flyver jorden rundt for at brillere med sin dybe tro på en bedre måde at leve på.

Süleymaniye-moskéen

Süleymaniye-moskéen er den største moské I Istanbul og samler masser af muslimer hver dag, når der kaldes til bøn.

I moskéen opdagede vi først og fremmest de fremtrædende religiøse elementer. Fx symboliserer de store, runde billederne med skrift forskellige personer som Allah og Muhammed.

Arkitekturen i moskeen var ekstremt flot og samtidig var den så storslået at når man først trådte ind tænkte man om man virkelig var fint nok klædt på til at befinde sig i disse omgivelser.

I moskeen er farven hvid yderst fremtrædende. Vi antager at man har valgt hvid fordi det er den mest neutrale farve, og de bedende må ikke distraheres fordi der er 1000 farver omkring dem.

Det allerførste der mødte øjet var den enorme lysekrone der hang over bede området. Ind til selve bede området var der opstillet et hegn der skulle forhindre uvedkommende, som os selv, i at forstyrre de bedende muslimer. Ud fra dette kan vi uddrage at tyrkerne er bevidste om at dette er noget helt specielt for europæere som os selv, så de byder os derfor velkommen til at se det, men beder samtidig om vores respekt i form af at vi ikke må nærme os de bedende, og kun tage billeder uden blitz. Ydermere vil de gerne give kvinder muligheder for at komme ind og se moskeen indefra, og tilbyder derfor gratis lån af tørklæder til tildækning af håret, og dette er også virkelig en gæstfrihed omkring religionen der er meget moderne.

Hen ad vejen lagde vi mærke til nogle ting, man som sådan ikke tænker over. Kvinderne er placeret i små områder bad det egentlige område, hvori mændene beder. Apropos denne fysiske fordeling af køn, gjorde dette, at kvinderne blev skjult og forhindrede os i at observere dem, som vi kunne med mændene. Mændene i moskéen bad stort set alle sort tøj og var ekstremt fordybet i deres bønner. Desuden kunne man tydeligt se et mønster i alderen på dem der kom i moskeen. Det var meget voksne mænd og ældre mænd der kom til bønnen. Dette skyldes sandsynligvis at de unge ikke kan forlade deres skoler, universiteter eller anden uddannelse for at bede om formiddagen, og derfor måske gør det på institutionen. Stemningen var som sådan ikke nedtrykt, men en stemning af fordybelse, meditation, koncentration og måske længsel bredte sig i rummet. Mænd i alle aldre og skikkelser var til stede – disse delte dog det fællesskab at bede sammen.

I metode hertil har vi brugt alle vores sanser under religionssociologien og religionspsykologien, da vi har brugt feltarbejde, hvor vi observerede deltageradfærden og studerede den religiøse adfærd i det hellige sted.

At lave et sådan stykke arbejde kan ikke andet end at inddrage vores viden fra skolen, hvorfor vi har brugt den hermeneutiske spiral ved at underbygge vores forforståelse med ny selvobserveret viden. Adfærden i moskéen var nemlig sådan, som vi havde tænkt til at starte med.