Samfundsfag

Et indlæg om Istanbul som bæredygtig by samt debat

Istanbul  er en by i vækst, og det uofficielle indbyggertal ligger mellem 15 og 16 mio. mennesker. Hver eneste dag flytter folk fra landet til storbyen, og dette medfører mangel på huse, uddannelsessteder, infrastruktur og plads generelt. Når der snakkes bæredygtig by, er Istanbul endnu ikke klar til at satse på miljøet og grøn energi – eksempelvis kan nævnes, at der ikke gives skattelettelser, hvis man satser på grøn energi.

25 % af befolkningen er mellem 10 og 25 år, og universiteterne har svært ved at følge med. Noget andet, der ikke kan følge med, er renovering af huse for at sikre byen fra jordskælv. 90 % af husene er fra 60’erne – på disse er så bygget 3-5 etagers boliger, der er bygget efter kvantitetsprincippet til fordel for kvalitetsprincippet.

Myldretidstrafikken bryder til dagligt sammen, og som vi selv oplevede parkerede tyrkere hvor der var plads – dette ikke altid lige heldigt.

Siden 1992 er der indledt bygning af undergrundsbaner, der forbinder de vigtigste og travleste steder i byen. Færger, metroer, sporvogne, busser og taxaer kan dog ikke følge med i efterspørgslen af transport. Superpool, et arkitektfirma i Istanbul, satser på mere logisk bygning og færre biler på vejene for at undgå eller efterkomme især de trafikale problemer, da disse arkitekter mener, at det er et problem, at alle ikke kan ytre og boltre sig i det offentlige rum. Svar på dette kan i fremtiden være delebiler eller i det hele taget bedre muligheder for at komme frem. Busruterne er meget fleksible, men disse er der endnu ikke kort over – det kan altså være enormt svært at komme frem og tilbage i byen.

Status quo er, at mange af Istanbuls huse er ved at blive revet ned og bygget op igen. Det gode ved det uendelige pres på byen er, at byen er i konstant vækst og klarer den økonomiske krise rigtig godt. Folk er i arbejde, og selv gadefejere betaler staten gerne.

Som Gregers Tang Thomsen understregede, er Tyrkiet måske 20-30 år bagud i forhold til resten af Europa. I øjeblikket kan der ikke satses på miljøet, og de sociale skel er til at se. Thomsen mener ikke, at der som sådan er krydspres mellem det traditionelle og moderne i Istanbul, men indenfor arkitekturen er der selvfølgelig forskellig smag. Det traditionelle og moderne arbejder dog sammen, og Superpool har ikke etableret sig i en speciel lejr – de har nogle idéer, der definerer, hvordan de agerer – kulturen bestemmer altså ikke konceptet bag Superpool.

En sådan sammenligning indenfor det samfundsfaglige fakultet inddrager naturligt den kvalitative metode i form af et unikt interview samt den komparative metode, hvor vi sætter det omtalte interview med den danske arkitekt op mod vores egne observationer og viden omkring emnet. At bruge den kvalitative metode først og derefter tilføje dele fra den komparative metode finder vi essentielt, når vi har let adgang til begge dele. At bruge disse to metoder i sammenhæng skaber nuancer og sætter interviewet i perspektiv, hvortil vi kan være kildekritiske ved at bruge vores viden om emnet og egne observationer og derfra konkludere, hvorvidt Thomsen er subjektiv eller ikke. Da Thomsen driver en virksomhed, vil han selvfølgelig det bedste for den først og fremmest. For at løfte sløret på vores endelige konklusion, mener vi, at Tyrkiet er i et krydspres mellem det traditionelle og det moderne, hvorfor dette strider mod Thomsens erfaringer – han er arkitekt og forretningsdrivende, og derfor må dette tages i betragtning.

Herunder er listet en række forskellige konsekvenser for Tyrkiets økonomiske vækst.

Sociale konsekvenser

Sociale konsekvenser af den markante stigning i befolkningstallet er ting som dannelse af slumkvarterer. Desuden bliver fattige mennesker tvunget ud i bygrænserne, i og med at deres gamle huse bliver revet ned. På grunden bliver så bygget nye, dyre boliger, som byggeherrer selvfølgelig sælger til dem med flere penge. I og med at boliger er dyrere i byen, bliver fattige mennesker tvunget ud i bygrænserne, og dette er et fundament for dannelse af slumkvarterer, hvor det ikke er attraktivt at have bolig eller forretning. Specielt romaer er udsatte, fordi staten og firmaer går ind og nedriver husene uden folkets accept.

Politiske konsekvenser

Denne voksende befolkningsgruppe føler sig uden for demokratiet. Desuden bliver spørgsmålet om ghettodannelse et politisk problem. Desuden føler slumfolket sig ikke en del af landet og demokratiet, fordi de føler sig magtesløse. De bliver identitetsløse og ser staten som en modstander. Dette er stigmatisering (exit).

Der er også en del praktiske problemer ifm. den stigende befolkningstæthed. Infrastrukturen er i stor fare for at bryde sammen, fordi den simpelthen ikke er god nok. Superpool mener, at byplanlægningen i Istanbul langt fra er tilstrækkelig. Der findes ingen struktur i byen, hvilket kun fører til yderligere problemer.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser er i bund og grund gode, fordi væksten er så høj. Dog mener Superpool, at der simpelthen ikke er arkitekter nok til at tegne de fremtidige bygninger.

Kvinders muligheder i Tyrkiet/Istanbul

I dagens Tyrkiet er 6,7 millioner kvinder arbejdsløse. Ud af det uofficielle befolkningstal på antageligt 18 millioner indbyggere er 6,7 millioner lidt over 1/3 og det er derfor uhyrligt mange.

Kvinderettighedsorganisationen Kagider arbejder for at få kvinder i toppositioner for at give kvinderne bedre rettigheder og bedre vilkår. De mener ikke, at kvinderne i den vestlige del har lige så dårlige vilkår som dem i den østlige del af Tyrkiet, hvor samfundet er betydelig mere præget af islam og er mere patriarkalsk.

I Tyrkiet er der omkring 1,3 millioner firmaer, hvoraf det kun er omkring 80.000 der er ejede af kvinder.

Hvis kvinderne er parate til at bryde ud af mønsteret, fx i Istanbul og gå efter toppositioner, mener Kagider ikke, at det bør være et potentielt problem, da der ikke er nogle regler, der forbyder dem at gøre det, men samtidig mener de, at de vil møde modstand fra de mest konservative tyrkere, der nok stadig mener at kvinder og mænd ikke er ligestillede.

Det er blandt de tyrkiske ministre kun 1/26 der er kvinder. Der er ikke ligevægt mellem mænd og kvinder i toppositioner og ministerposter.

Alt i alt er mulighederne for kvinderne i Tyrkiet og Istanbul måske ikke helt så retfærdige som de er i andre europæiske lande, men hvis de er villige til at trodse konservatismen der er i nogle dele af kulturen, så er det muligt for dem at få lige så meget succes som mændene.

EU eller ej

Fra Danmark til Tyrkiet er der 3590 km. Ikke kun geografisk set er Tyrkiet langt væk fra Danmark men også kulturelt og religiøst. Så altså to lande med vidt forskellige værdier. Er det muligt for sådanne lande at skabe et samarbejde? Det er det, der diskuteres i EU.
Det er nu 26 år siden at Tyrkiet søgte om medlemskab i EU, og debatten kører stadig om hvorvidt de skal blive medlem eller ej.
Tyrkiet mangler stadig at få opfyldt specifikke krav for at blive medlem af EU, men spørgsmålet er vel også om EU er klar til at byde 70 millioner tyrkere velkommen?

Et samarbejde med Tyrkiet ses både positivt og negativt. Tyrkiets økonomi er stadig voksende og er nu den tredje største økonomi i Europa, hvilket jo kunne være idealt for de andre europæiske lande som ikke ligger specielt godt økonomisk for tiden. Tyrkiet kunne også give god mulighed for EU til at arbejde mere sammen med de Arabiske lande, da de ligger tæt på hinanden kulturelt, religiøst og geografisk. Manglende lighed mellem Tyrkiet og EU landene ses som et stort problem, da Tyrkiet tidligere har haft svært ved at anerkende kristne lande og andre religioner.

En vigtigt element for om Tyrkiet skal være en del af EU, er vel også om tyrkerne overhovedet har lyst til at indgå et samarbejde med europæerne, og er klar til at opgive deres værdier og for alvor blive en del af det moderne samfund.